På rundtur hos vores lokale leverandører

På rundtur hos vores lokale leverandører

En lille bid af Bornholm

Inden åbningen af vores fysiske butik på Frederiksberg tog vi på rundtur hos både nye og velkendte leverandører på Bornholm. I dette blogopslag deler vi et par højdepunkter fra turen, hvor vi nød selskabet af vores nye bil, det smukke solskinsvejr og en masse lokale producenter. 

Samarbejdet med vores lokale leverandører er afgørende for Lille bid af Bornholm. Selvom de fleste gerne sender varer til vores butik og lager på Frederiksberg, er det en særlig fornøjelse selv at hente dem. Det giver os nemlig mulighed for at se markerne, produktionen, værkstederne og de lokale butikker – og fremfor alt få en god snak.

Det er hos leverandørerne, at vi lærer produkterne endnu bedre at kende og får mulighed for at dele den feedback, vi får fra vores kunder. Samtidig giver det os en tryghed at vide præcis, hvor varerne kommer fra, og hvordan de bliver til.

Vi startede vores rundtur hos Lehnsgaard, der leverer vores populære rapsolie og sennep. Virksomheden er kendt som "Bornholms Oliemølle" og fremstiller skønne produkter af den gode raps, der dyrkes på øen. Vi fik et par nye varianter med hjem og fik fyldt lageret godt op. Efter vores mening ligger Bornholms bedste bager også i Aakirkeby. Deres morgenbrød er fantastisk, og omme bag bagerforretningen produceres den ikoniske Bornholmerkiks fra Johannes Dam & Søn gennem fire generationer.

Det lille pitstop var perfekt, inden vi besøgte Valsemøllen for at hente friskmalet mel til butikken. Den gamle hollandske mølle står stadig og er et flot syn når man kommer til den hyggelige gård hvor korn fra hele Bornholm bliver malet til mel og kerner af højeste kvalitet. Vi er glade for at vores bageglade kunder nu kan tilføje både rug, hvede og durummel til indkøbskurven.

Lidt uden for Østermarie havde vi en aftale med Monika, der har noget helt unikt. I hendes have gror 200 økologiske aroniabuske, som bærer de eftertragtede superbær. Efter at have smagt produkterne og set, hvordan de bliver til, var vi ikke i tvivl om, at økologisk aronialikør og -sirup skulle med tilbage til Frederiksberg.

Vi havde glædet os til et gensyn med Johnny fra mikrobryggeriet Small Batch, som ligger på Rønne Havn. Udover at det altid er hyggeligt at kigge forbi, vidste vi nemlig, at hans nye Raspberry Sour var blevet klar. En syrlig, frisk og lækker sommerøl, som vi naturligvis skulle have nogle kasser af. Vi benyttede også lejligheden til at besøge naboen, Bornholms Mosteri, og hente frisk chokolade hos Svaneke Chokoladeri, som også har en hyggelig butik på torvet i Rønne.

I Nexø skulle vi naturligvis forbi Magnus hos Bornholm Vinegar Company. Det er altid en oplevelse at se de store tønder, der omdanner rene råvarer til gourmeteddike. Den seneste variant er med havtorn, som udover en flot farve har en sødme, der er perfekt til desserter og drinks, som fortjener en syrlig finish. Ved Nexø Havn fik vi også lejlighed til at besøge Bornholm Spirits, som producerer vores spiritus – herunder klassikere som Honningsyp, Bornholmerakvavit og Sevablødda.

Endelig slog vi et smut forbi Pastariget ved Svaneke. Her producerer Finn den durumhvede, som Susanne bruger til at lave dansk pasta af højeste kvalitet. Vi benyttede også lejligheden til at se nærmere på deres populære brødblandinger, som nu er en del af vores sortiment.

Vi siger tak for besøget til alle vores leverandører og glæder os allerede til næste tur på den ø, vi holder så meget af.

Tilbage til blog

Besøg vores butik

Gå på opdagelse i vores mange lokalproducerede produkter fra solskindsøen